Skolefravær er et signal - ikke selve problemet

Skole Når et barn ikke længere magter at komme i skole, er det sjældent barnet, der er problemet. Fraværet er ofte et tydeligt signal om, at noget i barnets liv eller omgivelser ikke fungerer.

Derfor skal vi passe på med at tro, at én bestemt handleplan kan løse problemet for alle børn. Hvert barn har sin egen historie, sine egne udfordringer og lever i sin egen familie. En indsats mod ufrivilligt skolefravær skal derfor tage udgangspunkt i det enkelte barn og den samlede situation omkring barnet.

Som almindelig folkeskolelærer er ens primære opgave at undervise barnet i en klasse sammen med andre børn. Læreren kan observere mistrivsel, skabe tryghed i undervisningen og være en vigtig voksen. Men læreren kan ikke alene løse alle de problemer, der kan ligge bag et barns fravær.
Mange lærere har ikke en specialpædagogisk uddannelse eller de nødvendige redskaber til at håndtere alvorligt og langvarigt skolefravær. Selv 25 års erfaring som lærer kan ikke erstatte den tværfaglige hjælp, som nogle børn og familier har brug for.

To forskellige mønstre

Meget forenklet kan man se to overordnede mønstre blandt børn med bekymrende skolefravær. Den ene gruppe er børn med en diagnose eller særlige behov, som endnu ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt. For nogle af disse børn passer den almindelige skole ikke til deres behov. De kan blive overbelastede af undervisningen, de sociale relationer, støjen og de mange krav i skoledagen.

Alt for ofte går der lang tid med handleplaner, midlertidige tiltag og møder mellem skole, familie, psykologer og forvaltning, inden barnet får den rigtige hjælp eller et mere passende skoletilbud.

Imens risikerer barnet at få det dårligere, miste tilknytningen til klassen og udvikle et omfattende fravær. Når den rette hjælp endelig kommer, kan problemerne være blevet langt større og sværere at løse.

Den anden gruppe er børn, som ikke nødvendigvis har en diagnose, men som lever i en familie præget af mistrivsel eller en vanskelig livssituation. Det kan eksempelvis være en konfliktfyldt skilsmisse, psykisk sygdom, økonomiske problemer, arbejdsløshed, sorg eller andre alvorlige belastninger.

Her er det vigtigt, at vi ikke placerer skylden hos hverken barnet eller forældrene. De fleste forældre ønsker det bedste for deres børn, men nogle familier har i perioder brug for støtte til at skabe mere ro, tryghed, struktur og overskud i hverdagen.

Barnet viser gennem sit fravær, at det ikke længere magter de samlede krav fra skolen, de sociale relationer og livet derhjemme. I disse tilfælde er det ikke barnet, der skal "repareres". Hele familien skal mødes med respekt og tilbydes den rette hjælp.

Forældrene er vigtige medspillere

I arbejdet med ufrivilligt skolefravær skal vi huske, at forældrene som regel er dem, der kender deres barn bedst. De ved ofte, hvad der skaber utryghed, hvad barnet reagerer på, og hvorfor mere pres ikke nødvendigvis får barnet tilbage i skole, men tværtimod kan forværre situationen.

Forældrene skal derfor mødes som vigtige medspillere og ikke som en del af problemet. Alt for ofte oplever familier, at der bliver peget på hjemmet, at deres bekymringer bliver misforstået, eller at de ikke bliver lyttet til. Når forældre siger, at deres barn ikke kan holde til yderligere pres, betyder det ikke, at de ikke ønsker, at barnet skal gå i skole. Det betyder ofte, at de kan se, at barnet har brug for en anden og mere skånsom vej tilbage.

Mange forældre kæmper derfor både for deres barns trivsel og for selv at blive hørt i barnets sag. Det slider på en familie, som i forvejen står i en vanskelig situation. Skole, kommune og fagpersoner skal bruge forældrenes viden aktivt og sammen med familien finde frem til en indsats, der tager udgangspunkt i barnets reelle behov.

Barnet skal mødes – ikke presses

Et barn med omfattende skolefravær er ikke nødvendigvis dovent eller uvilligt. Barnet forsøger ofte at beskytte sig mod en hverdag, som er blevet for vanskelig at være i.

Derfor skal vi lytte til barnet og undersøge, hvad fraværet fortæller os: Er undervisningsmiljøet forkert? Er der sociale problemer eller mobning i klassen? Mangler barnet den nødvendige støtte? Eller er familien så belastet, at barnet ikke har ro og overskud til at deltage i skoledagen?

Ufrivilligt skolefravær skal ikke alene løses ved at presse barnet tilbage i den samme ramme, som barnet ikke kunne holde til. Vi skal også være villige til at ændre de forhold, der skabte mistrivslen.

Det kræver tidligere handling, bedre koordinering og en indsats, der omfatter både barnet, familien og skolen. Først når vi ser på hele barnets liv, kan vi skabe en løsning, der holder.

Fordi ethvert barn fortjener en skolegang præget af tryghed, fællesskab og mulighed for at lykkes.